Serviceplatformen er i drift

Første version af Serviceplatformen, der indeholder det centrale adgangsmodul, er nu i drift.

Første version af Serviceplatformen er nu i drift. Dermed er der taget et stort spadestik i etableringen af den fælleskommunale rammearkitektur.

Serviceplatformen er en fælleskommunal integrationsplatform, der via services udstiller en række af de data, kommunerne skal anvende i deres daglige arbejde. Første version indeholder det helt centrale adgangsmodul, der håndterer al grundlæggende sikkerhed, logning mv. i Serviceplatformen. I tillæg til selve adgangsmodulet er også etableret en række integrationer til blandt andet CPR, CVR, OIS og eIndkomst, og der vil løbende blive tilføjet flere services. I serviceoversigten på www.serviceplatformen.dk kan du se, hvilke services der aktuelt integreres til.

Inden kommunerne og deres systemleverandører kan anvende de services, der ligger på Serviceplatformen, skal der imidlertid etableres en række selvbetjeningsmoduler, der understøtter tilslutningen til services. Dette arbejde er allerede påbegyndt og forventes afsluttet ultimo 2013. Herefter åbnes op for Serviceplatformen for alle kommuner og deres leverandører.